Hovedret med oksekød

Print opskrift

Det Mexicanske køkken

Kilde: Grundkøkkenet af Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg

 

 

 

 

Chili Con Carne (3) 


Der anvendes: til 4-6 personer

  • 150 gram tørrede røde bønner (Kidneybønner)
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 kg hakket oksekød eller 1 kg okseklump skåret i små tern
  • 2 spsk. tomatpure
  • 2 dåser hakkede tomater
  • 2 dl rødvin
  • 5 dl oksebouillon
  • 1 tsk. spidskommen
  • 1 tsk. usødet kakao
  • 1 tsk. paprika
  • 2 tsk. tørret oregano
  • 2-3 chili
  • 1 rød peberfrugt
  • 2-3 kviste bredbladet persille
  • salt
  • peber

Fremgangsmåde:

1: Sæt bønnerne i blød natten over i rigeligt koldt vand. Sigt derpå vandet fra og hæld bønnerne i en gryde med frisk koldt vand og lidt salt. Kog dem herefter møre stille og roligt i 1 – 1,5 time. Sigt vandet fra og køl ned. Opvarm olien i en stor bredbundet gryde. Pil og hak løg og hvidløg fint. Svits begge dele gyldne i olien.

2: Kom nu kødet ved. Steg under omrøring, til kødet skifter farve. Hæld tomatpure i og brun dette med kødet i nogle minutter. Tilsæt hakkede tomater, vin, bouillon, kakao samt krydderier og bring det i kog. Fjern kernerne i chilien og snit den fint. Rens peberfrugten og skær den i tern. Kom chilier, peberfrugt samt de kogte bønner i. Krydr med salt og friskkværnet peber. Skru ned for varmen og lad det simre i 25 – 30 minutter under låg. Fjern derpå låget, kog ind til en passende konsistens, rør persille i og server med ris og grønsager.

Køkkentip: Ofte bliver denne ret betegnet som en klassisk bønneret, hvad den også fungerer godt som, da de fleste små størrelser elsker hakket kød i tomatsauce. Men man kan også lave den lidt mere raffineret ved at købe noget okseklump og derefter med en stor, skarp kniv skære dette i helt små fine terninger. Ja, det tager nogen tid, men når man har brunet disse af og kogt dem sammen med resten af ingredienserne her fra opskriften, vil man hurtigt kunne smage den store forskel, det gør for retten. Pludselig er retten ikke bare hakket kød, tomater og chili, men en rigtig herreret. Hvis man ikke har så meget tid, kan man sagtens købe en dåse færdige kidneybønner i stedet for at udbløde dem selv.