Hovedret med oksekød

Print opskrift

Dette er brødrenes Prices opskrift på den klassiske ret Stroganoff

 

 

 

 Boeuf saute stroganoff


Der anvendes: til 4 personer

  • 700 gram oksefilet
  • 3-4 store spsk. paprika – Edelüss
  • 3-4 løg
  • 2 spsk. smør
  • lidt madolie
  • 5-6 tykke skiver røget bacon
  • 2 spsk. koncentreret tomatpure
  • 0,5 liter creme fraiche 38 %
  • 300 gram champignon
  • salt
  • friskkværnet peber

Fremgangsmåde:

1: Oksekødet skæres ud i små, aflange stykker – cirka på størrelse med en lillefinger. Fibrene skal løbe på den korte led af stykkerne, sådan at man opnår den største mørhed i kødet (Løber de på den lange led, kan biddet blive sejt.) Dette har ret stor betydning. Så kik på kødet, før du begynder at skære – se hvordan fibrene løber.

2: Kødet pudres med rigeligt paprika, salt og peber i en stor skål. Sørg for, at det er dækket på alle sider. Baconskiverne befries for sværen og skæres ud i små aflange stykker. Jo bedre bacon – jo bedre stroganoff. Køb ikke skivet økonomi bacon, der er pumpet med vand og oversaltet – det bliver ikke godt. Kan man finde et godt, tørt stykke bacon hos slagteren, er det klart at foretrække.

3: Steg baconen godt igennem på panden, så stykkerne tager farve – men uden at de bliver mørkebrune og sprøde. Tag dem op og gem fedtstoffet. Heri steges nu løgene, der er skåret i mindre tern. De må ikke tage farve – de skal blot blive klare. Stilles til side.

4: Champignonerne skæres i kvarte eller halve alt efter størrelsen. De steges hurtigt op i smør på en pande – og stilles ligeledes til side. Nu skal bordet være dækket, og folk være klar til at sætte sig. For når man går videre herfra, går det stærkt. Tilbehøret bør også gøres klar nu.

5: Kom smør og olie på panden, varm den godt op – og kom så kødet på. Sauter kødet hurtigt på panden for god, kraftig varme i et par minutter. Det skal stege, ikke koge. Efter et minut kommes tomatpureen på og steger lidt med. Det er vigtigt for smagen, at den lige ”brændes af”. Så samles retten: Bacon, løg og champignon kommes på, og cremefraichen blandes i. Varm det hele godt igennem, mens det vendes rundt – og server så straks. Kødet skal ikke have længere tid på panden, end at det stadig er rosa i midten, når man bider et stykke over – husk det.