Chili con carne


Der anvendes:

  • 1 kg hakket oksekød
  • 3 - 4 stænger bladselleri
  • 2 alm. løg
  • 2 friske chilier eller et lille glas syltede
  • 6 store fed hvidløg
  • 2 små dåser tomatkoncentrat (70 gram pr. dåse)
  • 2 dåser kidney beans (410 gram pr. dåse)
  • 1 stor spsk. fuld kakaopulver (usødet)
  • 1 lille bæger 18 % creme fraiche (1,5 dl)
  • 1 salat hoved – frit valg
  • 2 tomater
  • 0,5 salatagurk
  • 1 lille dåse majs
  • 1 citron til dressing
  • 2 flutes eller et lækkert brød efter eget valg
  • evt. frisk basilikum til pyntning
  • rapsolie til stegning og dressing
  • havsalt og peberkværn

Fremgangsmåde:

1: Løgene pilles, deles på langs og snittes i fine strimler. Bladsellerien skylles og skæres i små stykker på tværs af stænglen. Hvidløgene pilles. Chilierne flækkes, befries for kerner og skæres i tynde skiver. Hvis du bruger syltede chilier kan de tilsættes hele.

2: En gryde med olie sættes på komfuret og der skrues helt op for varmen. Når olien er varm tilsættes løg, bladselleri, 4 fed knust hvidløg og chilierne. Grønsagerne varmes godt igennem til de bliver blanke. Herefter tilsættes hakkekødet, der brunes godt af sammen grønsagerne. Herefter tilsættes de to små dåser tomatkoncentrat, samt bønnerne. Inden bønnerne tilsættes, hældes det meste af væden fra dåsen (ud i vasken).

3: De tomme dåser fyldes med vand, der tilsættes retten indtil man synes konsistensen er passende (ca. 1,5 dåsefuld). Når retten igen koger, tilsættes en stor spsk. usødet kakaopulver – og det er ikke en vittighed – det giver nemlig retten en god fylde i smagen. Det hele simrer et par minutter, hvorefter der smages til med havsalt og friskkværnet peber. Retten koger videre til grønsagerne er møre og lige inden servering tilsættes yderligere 2 fed knust hvidløg.

4: Salaten plukkes i små stykker (hvis du plukker den i stedet for at snitte den bevarer den mere sprødhed) Tomater skæres i både og salatagurken i små stykker. Væden hældes fra majsene. Det hele blandes i en salatskål. Frisk citronsaft og lidt rapsolie sprinkles over salaten. Til sidst kan der drysses lidt havsalt og friskkværnet peber over salaten.

Flutes varmes i ovnen umiddelbart før servering.

Anretning: Chili con carne anrettes i dybe tallerkner med en lille klat crème fraiche i midten. Pynt evt. med en lille kvist basilikum. Salat og varme flütes serveres ved siden af.