Brød

Print opskrift

Tip: Dagligbrødet kan varieres og raffineres på utallige måder. Andre melsorter kan bruges fx. rugmel og majsmel. Skoldede og udblødte knækkede korn (rug, hvede) kan tilsættes. En rest ris, mosede kartofler kan også tilsættes. 

Dagligbrødet


Der anvendes:

  • 6 dl vand
  • 10 gram gær
  • 25 gram soyamel
  • 100 gram sigtemel
  • 600 gram hvidt hvedemel
  • 275 gram grahamsmel
  • 25 gram klid
  • 10 gram fintmalet havsalt (2 tsk.)

Fremgangsmåde:

1: Opløs gæren i vandet, som skal være kropsvarmt. Brug en skål som er syrebestandig (glas, porcelæn eller stentøj). Mål melet af. Nu tilsættes alt klid, en god del af grahamsmelet og lidt af det hvide mel. Pisk rundt og tilsæt i alt så meget mel, at den bløde surdej får konsistens som tynd ymer. Dæk med en tallerken eller et fugtigt viskestykke og stil dejen i stuetemperatur (ca. 21 grader) 3/4 - 1 døgn.

2: Dagen efter vejes saltet nøjagtigt af, og surdejen æltes op med dette og resten af melet. Bare læg kræfter i. Jo bedre dejen bearbejdes, jo bedre brødstruktur. Tilsæt mere mel hvis det er nødvendigt. Dejen skal slippe bord og hænder men må ikke blive hård. Stilles til forhævning 3 – 4 timer et dejligt lunt sted, dækket med et fugtigt klæde.

3: Smør en bageplade med majsolie. Slå dejen ned og del den i 2 klumper. Brødet spændes op sådan - Bank dejen ud til en aflang firkant, af form som et trapez.  (se indsatte tegning) Rul dejen sammen til en pølse fra den korteste af de 2 parallelle sider. Rul hele tiden stramt, særligt det yderste lag, ved at udnytte dejens elasticitet til at spænde om den del af dejen, der er rullet. Til sidst bukkes hjørnerne ind om pølsen for at lukke de 2 ender, hvorefter den sidste del af det yderste lag spændes om og dejkanten trykkes fast. Brødet kan eventuelt trilles længere eller kortere, inden det sættes på en bageplade med sammenføjningen nedad.

4: Rids med en riflet kniv lange diagonale ridser. Dæk brødene med et fugtigt klæde, og stil brødene til efterhævning et meget lunt sted, gerne 25 – 30 grader. Brødene skal være hævet til omkring dobbelt størrelse. Alt efter temperatur varer det 40 – 60 minutter. Hvis de kommer for tidligt i ovnen, vil der danne sig store sprækker under bagningen. Hvis de kommer for sent i ovnen kan de ikke løfte sig mere.

5: Ovnen tændes i god tid, og stilles på maksimal varme, 250 – 275 grader. Inden brødene sættes ind, pensles de med vand eller pisket æg. Bagetiden er omkring 20 – 30 minutter afhængig af brødenes tykkelse. Er brødet meget tykt, må skrues ned efter 10 – 15 minutter, for at den længere bagetid ikke får overfladen til at blive sort. Men det er af stor vigtighed, at brødene bages helt igennem. Undersiden skal være lysebrun, og det skal lyde klart hult, når man banker.