Morgenmad

Print opskrift
Det amerikanske køkken

Det var de hollandske indvandrere, der bragte pandekager til Amerika, og senere begyndte de tyske immigranter i Pennsylvania at servere pandekager som morgenmad

Morgenmadspandekager bagt med kærnemælk


Der anvendes: Til 4 personer

  • 3 æg, blommer og hvider hver for sig
  • 4 dl. kærnemælk
  • 1 teskefuld natron
  • 3,5 dl. sigtet hvedemel
  • 1 teskefuld sukker
  • 1 teskefuld bagepulver
  • 0,5 teskefuld salt
  • 3 teskefulde blødgjort smør
  • Lidt vegetabilsk olie
  • Ægte Vermont sirup

Fremgangsmåde:

1: I en stor skål piskes de tre æggeblommer sammen med et piskeris. Tilsæt under piskning kærnemælk og natron og sigt dernæst mel, sukker, bagepulver og salt ned i æggemassen. Når dette er omhyggeligt blandet, piskes smørret i, og til slut vendes de stiftpiskede hvider i.

2: Lad dejen hvile et kvarter, mens en stegepande opvarmes. Når panden er så varm, at en vanddråbe danser på den, tilsættes en smule smør eller vegetabilsk olie. Hæld nu så meget dej ud på panden pr. kage, at hver pandekage får størrelse som en CD.

3: Det er vigtigt at pandekagerne ikke rører hinanden, og derfor skal dejen være lidt tyk. Man skal kunne hælde den, uden at den løber fra en. Hvid dejen forekommer for tyk, tilsættes lidt vand, hvis den er for tynd, tilsættes lidt mel.

4: Når pandekagerne begynder at boble på midten og hæve lidt, skal de vendes. Husk at vende dem, inden boblerne brister, derved forbliver de lette. Når de er gyldenbrune på begge sider, serveres de med koldt smør og masser af sirup.