Hovedret med oksekød

Print opskrift
Det italienske køkken

Tilberedningstid:
ca. 45 minutter + kogetid 2 - 3 timer. 

Kødsauce (pasta alla bolognese)


Der anvendes:

  • 2 løg
  • 2 fed hvidløg
  • 2 stængel blegselleri
  • 50 gram bacon, skåret i små tern - eller klippet i små stykker.
  • 500 gram hakket oksekød
  • 1 gulerod, skåret meget fint i tern
  • 2 dåser flået tomater
  • 1 stor kop tør rødvin
  • 1 stor kop kraftig bouillon
  • salt og peber
  • oregano
  • olie/smør til stegning
  • mælk efter behov

Fremgangsmåde:

1: Løgene pilles, guleroden skrabes, blegselleristænglerne pudses af, og det hele hakkes ganske fint sammen med bacon og røres derefter grundigt sammen med det hakkede kød.

2: Tomaterne pureers i en blender. Smør/olivenolie varmes langsomt op i en stor gryde, og heri sauteres kødmassen, til den har fået en smugle farve. Så hældes rødvin ved, og der røres godt rundt indtil vinen er fordampet.

3: Hæld nu en halv kop bouillon i gryden og lad kødet snurre for meget svag varme uden låg, mens resten af bouillonen tilsættes lidt efter lidt. Når også den er fordampet, vendes tomaterne i. Drys med salt, peber og oregano, og kom så meget mælk ved at alt er lige akkurat dækket.

4: Herefter koger saucen meget sagte i ca. 2-3 timer for ganske svag varme. Bliver konsistensen for tyk, kan man fortynde med lidt bouillon eller mælk.

Denne grundsauce anvendes fx. sammen med pasta - eller til lasagne.På grund af den meget lange kogetid, kan det godt betale sig at lave mindst dobbeltportion, og så fryse ned i små portioner, som kun skal opvarmes ved brug.