Indbagt hakkebøf med champignon 


Der anvendes: Til 4 personer

  • 4 plader frossen butterdej, ca. 250 gram
  • 400 gram skært hakket oksekød
  • 75 gram smør
  • 500 gram friske champignoner
  • 1 fed hvidløg
  • 25 gram mel
  • 2,5 dl. piskefløde
  • lidt æggehvide
  • salt og friskkværnet peberblanding

Peberblandingen laves af: 50 gram hel sort peber, 50 gram hel hvid peber, 25 gram hel sennep, 25 gram hel allehånde og 25 gram hel koriander. Bland alle krydderierne godt og kværn lidt af blandingen når den skal bruges, så er den altid helt frisk.

Fremgangsmåde: Tilberedningstid, ca. 1 time og 30 minutter

1: Læg butterdejspladerne til optøning i henhold til anvisningen på emballagen.

2: Form det hakket kød til 4 bøffer. Skub dem sammen, så de bliver ret høje. Hak dem forsigtigt i mønster på begge sider med en stor kniv og krydre dem på begge sider med salt og peber.

3: Smelt 50 gram smør på en stegepande, og kom bøfferne på panden. Løft op i bøfferne lige når de er lagt ned i smørret, så det kan løbe ind under dem. På den måde bliver de pænere brune. Brun bøfferne på begge sider og tag dem af panden.

4: Champignoner renses og skæres i kvarte (de må ikke være for store) Kom resten af smørret i stegesmørret fra bøfferne, kom champignoner og presset hvidløg ved, og ryst så panden let. Drys så melet over. Bland godt rundt og hæld piskefløde over. Lad det koge igennem i ca. 2 minutter, hvorefter det smages til med salt og peberblanding og stilles til afkøling. Hertil kan retten laves i god tid.

5: Tænd for ovnen og sæt den på 200 grader. Læg de optøede butterdejsplader ved siden af hinanden på et melstrøget bord og rul dem ud til en stor plade, der skal være ca. 3 cm. større, end den oprindelig var.

6: Skær den udrullede dej ud i stykker, der er 4 cm. større end bøfferne. Læg en skefuld af de afkølede champignoner på hvert stykke butterdej. Læg bøfferne ovenpå og læg et tyndt lad af champignoner oven på hver bøf.

7: Læg et stykke butterdej oven på hver bøf, pensl dejkanten med lidt æggehvide og luk dejen sammen om bøffen. Pres butterdejspakkerne godt sammen i kanten, så fyldet ikke kan løbe ud. Er der dejrester, kan de skæres ud til strimler eller lignende, som lægges oven på til pynt.

Sæt de indpakkede bøffer på midterste ribbe i den forvarmet ovn, og lad dem bage i ca. 20 minutter til de er smukt gyldne.

Serveres oven på resten af champignon creme saucen.