Solsikkeolie 

solsikkeolie

 Solsikkeolie


Solsikkeolie udvindes af frøene fra solsikker. Den produceres fortrinsvist i det forhenværende Sovjetunionen, USA og Argentina. Solsikkedyrkning i lille skala findes også i Danmark.

Man kan købe både kold- og varmpressede samt ekstraherede solsikkeolier. Koldpressede solsikkeolier har en kraftig smag, mens de andre er uden smag. Olien egner sig bedst til kolde formål og bagning på grund af det høje indhold af flerumættede fedtsyrer. Linolsyreindholdet er 65%.

Fedtsyrefordeling for solsikkeolie:

  • Mættede fedtsyrer: 10 gram pr. 100 gram = 11% af fedtsyrerne.
  • Enkeltumættede fedtsyrer: 22 gram pr. 100 gram = 23% af fedtsyrerne.
  • Flerumættede fedtsyrer: 63 gram pr. 100 gram = 66% af fedtsyrerne.

Betydning i kosten
Olier har generelt en bedre fedtsyresammensætning end animalsk fedt og solsikkeolie har en god fordeling af fedtsyrer, idet den indeholder en stor andel enkeltumættede eller flerumættede fedtsyrer og kun en lille andel af de mættede.

Nogle planteolier indeholder E-vitamin, dog i meget varierende mængder.

Opbevaring og holdbarhed
Opbevaringen er vigtig for smag og friskhed. Fedtsyrer kan blive ødelagt af blandt andet lys, varme og luftens ilt, så de bliver harske og mindre sunde. Olier i gennemsigtig emballage bliver påvirket af lys al den tid, de står på butikshylderne. Det, sammen med den relativt høje temperatur i butikken, giver stor risiko for, at olien tager skade. Det bedste er derfor at købe olier i f.eks. metaldunke eller mørkfarvet glas. Man skal desuden være opmærksom på holdbarhedstiden, som også påvirkes af opbevaringsforholdene. Det er vigtigt at stille fedtstof mørkt og køligt og køleskabet er en udmærket løsning. Der bør være låg på olieflasken.