Roquefort ost 

roquefort ost

 Roquefort ost


Roquefort er en halvfast blåskimmelost. Den har ingen skorpedannelse, men osten er ofte dækket af et hvidgulligt smøre. Dens oprindelsesland er Frankrig og den fremstilles af upasteuriseret fåremælk.

Osten har fået sit navn fra den lille by Roquefort i departementet Aveyron i Sydøstfrankrig, der har et gunstigt klima til modningen af denne ost. Det er ikke fårenes mælk, der gør osten særegen, men derimod grotterne i bjerget Combalou, hvori Roquefort modnes. Klimaet i grotterne er helt specielt, og det søges efterlignet ved lagring af andre blåskimmeloste. De bedste grotter er dem, der har de bedst udviklede “fleurines”, som er en betegnelse for de smalle sprækker i bjerget. Sprækkerne er op imod 100 meter høje, og ind gennem sprækkerne kommer der konstant frisk luft på 8-9 grader med en luftfugtighed på 95%. Sprækkerne virker således som et naturligt klimaanlæg i ostelagrene.

Roquefortostens historie går helt tilbage til de gamle romere. Osten kan med sikkerhed dateres tilbage til år 79 e.Kr., men ostens historie går sandsynligvis længere tilbage.

Roquefort fremstilles i perioden fra februar til august i fårets laktationsperiode. Mælken til fremstillingen fås fra får rundt om i hele Frankrig. Tidligere blev osten produceret af lokale bønder, men er nu overgået til mejerier. For at Roquefortnavnet må benyttes, skal osten være fremstillet af fåremælk og modnet i de berømte naturgrotter i bjerget Combalou ved Roquefort. Roquefort er forgængeren for andre blå oste.