Psetta maxima 

Opskrifter med pighvar

pighvar

 Pighvar


Pighvarren er en saltvandsfisk og hører til familien Scophthalmidae. Pighvarren er på grund af sin størrelse og sin gode kødkvalitet en meget efterspurgt fladfisk. En jysk fisker fangede i 1965 en 9 kilos pighvar og udregnede efter flere studier, at fisken indeholdt 14.311.200 æg. Det er stadig en gåde, hvordan han regnede sig frem til tallet.

Pighvarren er nem at kende på sin næsten cirkelrunde krop, som er forsynet med mange pigge eller benknuder. Den er som slethvarren venstrevendt. Dens evne til at camouflere sig er enestående, da den selv på kort afstand er umulig at få øje på. Pighvarren lever normalt på sandet bund i ned til 70 meters dybde. Dens føde består af muslinger, større krebsdyr og fisk. Når hunnen er ca. 5 år gammel, gyder den op til 15 millioner æg i forårs- og sommermånederne.

I de år, hvor rødspættebestanden er lille, øges bestanden af pighvar. Man har ingen forklaring på dette fænomen. Flere steder er det forsøgt at opdrætte pighvarrer. Især i New Zealand er der opnået gode resultater, hvorimod det er mislykkedes i Det Kaspiske Hav. Pighvarren må fanges året rundt med visse lokale undtagelser. Mindste fangstmål er 30 cm. Den er en god spisefisk med fast, hvidt kød, som let kan adskilles fra benene og bliver bedre af at modne 2-4 dage på is.

Betydning i kosten
Pighvarren er en halvfed fisk.

Sæson
April-juni