Kokosolie 

 

Kokosolie


Kokospalmer dyrkes hovedsageligt på Philipinerne og Indonesien. Hvert træ producerer 50 - 100 nødder per år.

Kokosolie eller kokosfedt bliver udvundet af kopra, der er tørret frøhvide fra kokosnødder. Kopra består af ca. 2/3 fedt, som har et smeltepunkt på 25 grader, hvilket betyder, at det er flydende i troperne, men fast på europæiske breddegrader. 

Olien anvendes fortrinsvist til bagning og friture, men også til fremstilling af is, margarine, palmin og kosmetik. Palmin er raffineret kokosfedt, som smager neutralt. Det er et meget varmestabilt fedtstof, som kan tåle, at man bruger det flere gange til friture- og pandestegning.

Fedtsyrefordeling for kokosolie.

  • Mættede fedtsyrer: 87 gram pr. 100 gram = 92% af fedtsyrerne
  • Enkeltumættede fedtsyrer: 6 gram pr. 100 gram = 6% af fedtsyrerne
  • Flerumættede fedtsyrer: 2 gram pr. 100 gram = 2% af fedtsyrerne

Betydning i kosten
Olier har generelt en bedre fedtsyresammensætning end animalsk fedt. Kokosolie er en undtagelse, idet den består næsten udelukkende af mættede fedtsyrer.

Nogle planteolier indeholder E-vitamin, dog i meget varierende mængder.

Opbevaring og holdbarhed
Opbevaringen er vigtig for smag og friskhed. Fedtsyrer kan blive ødelagt af blandt andet lys, varme og luftens ilt, så de bliver harske og mindre sunde. Olier i gennemsigtig emballage bliver påvirket af lys al den tid, de står på butikshylderne. Det, sammen med den relativt høje temperatur i butikken, giver stor risiko for, at olien tager skade. Det bedste er derfor at købe olier i f.eks. metaldunke eller mørkfarvet glas. Man skal desuden være opmærksom på holdbarhedstiden, som også påvirkes af opbevaringsforholdene. Det er vigtigt at stille fedtstof mørkt og køligt og køleskabet er en udmærket løsning. Der bør være låg på olieflasken.