Brassica pekinensis (Lour.) Rupr.

Opskrifter med kinakål

kinakål, foto

Kinakål


Kinakål, også kaldet pe-tsai, tilhører de korsblomstrendes familie (Crusiferae), ligesom de øvrige kål. Kinakål stammer fra Østasien, hvor den bl.a. i Kina har været dyrket i meget lang tid. Herfra er den spredt til de øvrige områder i Asien, især til Japan og Taiwan, hvor kinakål i dag har stor udbredelse. I Europa har kinakål været kendt i flere hundrede år, men uden at det har været dyrket i væsentligt omfang. Først i midten af det 19. århundrede påbegyndtes en avl i Østrig og Schweiz, og i lang tid var disse lande ene om at dyrke kinakål i Europa. Først i de senere år er de øvrige lande, herunder også Danmark, for alvor begyndt at dyrke kinakål.

Kinakål er en ét-årig plante, hvor de rosetstillede blade danner et nogenlunde fast hoved under opvækst. Hovedet rummer oplagsnæring for den blomsterstand, der bryder frem fra stokspidsen. Den frembrydende blomsterstand ses tydeligt i de lagrede kål sidst på sæsonen.

Der findes mange forskellige typer af kinakål, lige fra lange, smalle hoveder, hvor bladstilkene er meget brede, og hvor hovederne ikke er lukkede foroven, til stærkt afrundede hoveder med krøllede, lysegrønne blade med smalle bladribber og med lukkede hoveder.

Betydning i kosten
Kinakål hører til blandt de lavenergiholdige grønsager. Kinakål har et betydeligt indhold af vitaminer, især C og folsyre.

Typiske fejl
Udtørring, misfarvning (sorte pletter i karstrengene), råd, skimmel, fryseskader (glasagtige blade), ethylenskader (bladene bliver gulfarvede og slipper stokken) og genvækst.

Opbevaring og holdbarhed
Kinakål opbevares bedst ved 0 grader og 95-100 % relativ fugtighed, hvor de kan holde sig i op til 24 døgn.

Sæson
Maj-januar