Cichorium intybus var. foliosum 

Klik på billedet for at få et stort foto.

Julesalat


Julesalat betegnes undertiden også cikoriesalat og tilhører kurvblomstfamilien (Compositae). Stamformen er den vilde cikorie, som har sin oprindelse i Middelhavsområdet, men nu er udbredt i det meste af Europa, Nordafrika og store dele af Asien. Den nu kendte, blegede julesalat blev ved en tilfældighed opdaget omkring år 1850 i Belgien.

Dyrkningen af julesalat sker af to omgange. Først foregår der en dyrkning på friland, hvor der produceres nogle kraftige pælerødder. Disse rødder placeres nu ved siden af hinanden i mørke vækstrum. Rødderne spirer, og disse spirer (julesalaten) skæres af roden, når de har nået salgsstørrelsen. Drivningen i vækstrum varer ca. 3 uger. Dette er en arbejdskrævende proces, og det forklarer bl.a. hvorfor julesalat er dyrere end andre former for salat.

De væsentligste produktionsområder er i dag koncentreret om Holland, Belgien og Frankrig. I disse lande er forbruget pr. indbygger væsentligt højere end i Danmark, hvor julesalat er at betragte som en luksusspise. Den danske produktion af julesalat er yderst beskeden.

Betydning i kosten
Julesalat hører til blandt de energifattige grønsager. Den har et betydeligt indhold af mineralet kalium og vitaminet folacin.

Typiske fejl
Farvefejl (bitter smag), løse hoveder, råd og udtørring.

Opbevaring og holdbarhed
Julesalat opbevares bedst ved 0 grader og 95-100 % relativ fugtighed, hvor de kan holde sig i op til 24 døgn.

Sæson
November-april