Arachis hypogaea 

 Jordnødder


Jordnødder hører til bælgplantefamilien (Leguminoceae). De stammer fra den østlige del af Sydamerika, i området omkring Paraguay. Efter opdagelsen af Amerika blev jordnødden ført med handelsskibene til Vestafrika. Spanierne førte jordnødden til Philippinerne, og i begyndelsen af det 18. århundrede blev den indført i Indien og Kina og nogenlunde samtidig i USA. Planten dyrkes nu i alle tropiske og subtropiske områder. Indien og Kina er de største producenter.

Jordnøddeplanten er en etårig urt med en ca. 30 cm. lang pælerod. De gule blomster er selvbestøvende. Efter bestøvningen vokser den nederste del af frugtknuden stærkt i længden, og i spidsen af frugten dannes en spids knob, som borer frugten ca. 8 cm. ned i jorden. Her udvikles frugten, som er en bælg med op til 6 frø. Bælgen er svagt indsnøret mellem hvert frø.

Jordnøddens bælg er beige-gul. Den indeholder normalt en eller to kerner. Bælgen er skør og let at pille i stykker. Nødderne er omgivet af en tynd brun hinde. Denne kan være en smule bitter, men er let at fjerne. Selve nødden er let at flække i to dele.

Jordnødder spises ofte ristede og saltede (peanuts) eller som jordnøddesmør (peanutbutter).

Betydning i kosten
Jordnødder er som andre nødder meget fedtholdige og dermed også meget energirige.

Typiske fejl
Indtørring, misfarvning, skimmel og insektangreb.

Opbevaring og holdbarhed
Jordnødder opbevares bedst ved –3-0 grader og 65-75 % relativ fugtighed, hvor holdbarheden er ca. 12 måneder.