Belone belone 

Opskrifter med hornfisk

Hornfisk


Hornfisk er en saltvandsfisk og hører til familien Belonidae.

Hornfisken er let genkendelig på den tynde langstrakte krop og den lange næblignende snude med de mange nåleformede tænder. Skællene er meget små. Ryggen er mørkeblå, siderne sartgrønne og bugen er skinnende hvid. Føden består af forskellige torskefisk, brisling, sild og blæksprutter.

Hornfisken er en pelagisk art, der svømmer i stimer nær vandoverfladen. Hornfiskens vandring er helt speciel, idet stammer fra Danmark svømmer til De Britiske Øer efter gydningen og mødes der med stammer fra Middelhavet.

Hornfisken gyder første gang, når den er 2 år gammel. Gydningen foregår i slutningen af maj til juli måned, hvor hunnen, afhængig af størrelsen, lægger mellem 1.000 og 45.000 æg.

Hornfisken befinder sig fortrinsvis i vore farvande fra april til juli. Den fanges hovedsagligt i bundgarn langs de østvendte kyster og fjorde. Den normale maksimale størrelse er på ca. 100 cm med en vægt på 1,5 kg. Hornfisken er en ganske god spisefisk. Den har grønne ben, der skyldes et ufarligt farvestof kaldet vivianit.

Betydning i kosten
Hornfisk er en halvfed fisk.

Dansk sæson
Maj og september-oktober.