Lophius piscatorius 

Opskrifter med havtaske

Havtaske


Havtaske er en saltvandsfisk og hører til familien Lophiidae. Havtasken kaldes også bredflab, gumminakke, Harley-Davidson og meget mere og opfattes af mange som verdens grimmeste fisk. Når fiskerne tidligere fik "monsteret" i nettet, smed de det ud igen.

Den fladtrykte krop og hovedet med det store gab er næsten lige store. Tænderne er sylespidse og uregelmæssige, øjnene sidder på oversiden, og bugen er flad og hvid. Skindet er besat med torne og hudlapper. Havtasken er en decideret bundfisk, der lever på al slags bund ned til 600 meters dybde. Under gydningen søger den dog ned til 1800 meters dybde. Havtasken er en grovæder, der fortærer stort set alt, selv svømmefugle kan den fange i havoverfladen. Havtaskens jagtmetode er raffineret: Den ligger på lur på havbunden og ved at vifte med den forreste rygfinnestråle, lokker den småfisk til. I forårsmånederne gyder den ca. 1 million æg. Æggene lægges i lange slimbånd, der føres med vandstrømmen indtil æggene klækkes.

Havtasken må fanges hele året. Der er ikke noget mindste fangstmål. Den normale maximale størrelse og vægt er 150 cm og 35 kg. Kun halen og kæbekødet, som er en specialitet, spises.

Betydning i kosten
Havtasken er en mager fisk.

Dansk sæson
Maj-juni og august-november.