Prunus persica 

Opskrifter med fersken

 Fersken


Ferskner hører til rosenfamilien (Rosaceae) ligesom blommer, mandler og abrikoser.

Det latinske navn hentyder til, at man i lang tid troede, at ferskner stammede fra Persien, hvorfra grækerne bragte dem til Europa. Nu mener man imidlertid, at ferskner stammer fra Kina, hvor de har været kendt og dyrket i over 4000 år. Herfra har fersknen bredt sig dels mod øst til Japan og dels mod vest ad karavanevejene over Himalaya til Persien.

Med romerne blev ferskenfrugten udbredt i Europa, hvor den især blev dyrket i Italien og Frankrig. I Nordeuropa findes ferskentræet også i haver, men frugterne kan nu og da have svært ved at blive ordentligt modne. 

I dag dyrkes ferskner over store dele af verden med Italien og USA som de største producenter.

 Ferskentræet bliver sjældent over 5 meter højt, og bladene er smalle og pileformede. Der findes flere tusinde sorter af ferskner. De fleste sorter er lodne, men der findes enkelte glathudede sorter, hvorfra frugterne kaldes nektariner. Disse er især udbredt i Sydafrika.

Ferskner er som nævnt i nært slægtskab med mandler og kernerne, der kan indeholde op til 50% olie, bliver ligeledes anvendt til marcipan. Kernerne anvendes også til fremstilling af likør.

Betydning i kosten
Ferskner høre til de moderat energiholdige frugter. De har et væsentligt indhold af C- og E-vitamin.

Typiske fejl
Udtørring, overmodenhed, stød- og trykpletter, indre brunfarvninger, råd og overfladefejl.

Opbevaring og holdbarhed
Ved opbevaring ved 0 grader og 95-100 % relativ fugtighed kan ferskner holde sig i op til 14 døgn.