Ocymum basilicum

 

 

 Basilikum


Basilikum er etårige planter af læbeblomstfamilien (Labiatae). Der findes flere forskellige arter, hvoraf følgende kan købes som potteplanter:

Grøn og rød basilikum (Ocymum basilicum). Den grønne er den mest almindelige basilikum.

Pastiche-basilikum (Ocymum citriodarum), som også kaldes citronbasilikum, fordi den har en citronagtig smag.

Salat-basilikum (Ocymum lactuca), der har større blade og en mildere smag end den almindelige grønne basilikum, og som derfor er særlig velegnet i salater.

Basilikum har en meget karakteristisk smag og aroma. Den er på en gang sødlig og stærk. Det er bladene der anvendes.

Da de æteriske olier, der giver basilikum dens smag, er meget flygtige, skal den anvendes uden lang kogning.

Til tomatretter anvendes basilikum. Smagen af basilikum er også god, f.eks. i pastaretter, salater, supper og grønsagsretter. Basilikum anvendes enten alene eller sammen med bl.a. persille, løg, hvidløg eller peber.

Betydning i kosten
Krydderurter er rige på C-vitamin og mineraler, men har ingen særlig betydning, fordi de anvendes i små mængder.

Typiske fejl
Udtørrede rødder og visne blade.

Opbevaring og holdbarhed
Krydderurter i potter opbevares bedst ved 10 grader og 85-95 % relativ fugtighed. Afskårne krydderurter opbevares bedst ved 0 grader og 95-100 % relativ fugtighed.

Sæson
Januar-december

Konserveringsformer
Basilikum høstes når planten er i fuld blomst.

Tørring
Tørres enten i ovnen ved 40-50 grader med åbentstående låge eller hænges i buketter til tørring på et tørt og ventileret sted. Når basilikummen er så tør, at den kan smuldres, kommes den i et glas med tætsluttende låg

Dybfrysning
Bind basilikummen i buketter, der skylles og duppes tørre. Emballer buketterne grundigt for at holde på aromastofferne. Basilikum kan også hakkes og fryses i isterningebakker og derefter emballeres grundigt.

Basilikumeddike
Fyld en bredhalset flaske med fine, skyllede basilikumkviste og hæld hvidvinseddike i, så basilikummen er dækket. Eddiken skal trække mindst 4 uger.